August 2024
Kære alle nye --- og ”gamle” medlemmer.
Så kom vi endelig i gang efter sommerferien. Alle hold kører derud af, selvom mange endnu holder ferie. På holdene er der derimod rigelig mulighed for at svede den dovne sved ud! Skønt at komme i gang.
Onsdag den 11. september, sæt kryds i kalenderen. Det er HK senior der står som arrangør. Vi mødes i Parkhallen kl. 14.00 - 16.00, sammen med troubadour Flemming Både. Flemming Både fortæller om Sigfred Pedersens spændende liv. Han var en dansk visedigter, kunstmaler, skuespiller m.m.
Hvem kender ikke sange som: Katinka, Katinka, luk vinduet op + Nu går våren gennem Nyhavn og Den gamle skæreslibers forårssang, som er Sigfred Pedersens mest kendte? Kom til fællessang og spændende historier. MERE INFO KOMMER SNART.
HER ET PAR SPÆNDENDE TILBUD TIL JER I EFTERÅRET:
Fra og med uge 43 til og med uge 47 kører vi to 5 ugers forløb med henholdsvis MINDFULNESS og FASCIA RELEASE.
MINDFULNESS torsdage i Parkhallen kl. 15.30 – 16.30 START den 24. oktober.
Du får erfaring med, hvordan du kan anvende mindfulness i hverdagen til at tage kærligt
vare på dig selv, håndtere – og reducere stress og hvordan du når ind til en dybere indre ro,
når der i den ydre og indre verden er uro og tumult.
FASCIA RELEASE fredage i Parkhallen kl. 10.00 - 11.00 START den 25. oktober.
Kom til inspiration til mere velvære. Fascier er kort fortalt spindelvævstynde hinder, som findes overalt i kroppen. Gennem livet bliver bindevævet mere stift, og det kan give både smerter og mindre bevægelighed. Kan du nikke genkendende til det, eller vil du undgå det?
Er disse forløb noget for dig? MEGET MERE INFO KOMMER SENERE.
Torsdag den 21. november går turen til Christiansborg med rundvisning. Vi skal også på guidet tur på Nordisk film. Frokost—ja da, vi skal have det store kolde bord. Her er noget at glæde sig til. NÆRMERE INFO KOMMER.
Bestyrelsen har sat gang i trykning at nye IFA t-shirt, som der bliver mulighed for at købe. De kommer i 3 farver: Lys blå, mørk blå og rød/rust farvet. Herrer og dame model. Yderligere besked kommer, hvornår der kan prøves og vælges.
Mange hilsner Vibse.